Madordning

Ifølge Dagtilbudsloven skal der hvert andet år tages stilling til, om der skal være madordning i institutionen.

Det er forældrene til børnene i institutionen, der bestemmer, om der skal være madordning i institutionen eller ej. Valget beror på et simpelt flertal.

Hvis madordningen tilvælges, får børnene serveret mad i institutionen hver dag og skal ikke selv have madpakke med. Forældrene betaler et månedligt beløb til madordningen.

Hvis madordningen fravælges, skal børnene selv have madpakker med.

Madordningen i Vuggestuen Grønnegade

I Vuggestuen Grønnegade er der madordning. Vi har en køkkenmedarbejder, tilbereder mad i vuggestuen. Derudover får vi også mad fra Fru Hansens Kælder.

Vi tilbyder børnene flere måltider i løbet af dagen, så de får et stabilt blodsukker og energi til at vokse og lege.

Den mad som børnene får i vuggestuen, følger Fødevarestyrelsens anbefalinger og byrådets politik om kost i dagtilbud. Maden tager udgangspunkt i dansk kulturtradition, men med respekt for andre kulturer og religioner. Vi bruger fortrinsvist økologiske basisvarer og så vidt som muligt årstidens frugt og grønt.

Maden i vuggestuen er tilpasset til børnenes alder og udvikling. Vi serverer særlig kost for børn på under et år. Hvis dit barn er under et år, aftaler du barnets individuelle kostplan med køkkenmedarbejderen. Børn på under et år får modermælkserstatning og vand at drikke.

Børnene får tilbudt vand og mælk til at drikke. Vand er tilgængeligt og synligt for børnene hele dagen.

Vi serverer ikke mad, som er tilberedt i hjemmet (f.eks. pølsehorn, pizzasnegle og kager med creme), da vi skal leve op til Fødevarestyrelsens krav om håndtering af fødevarer.

Sukker

Vi begrænser brugen af sukker. Vi serverer aldrig slik og sodavand til børnene. Vi serverer kun saftevand/sukker til børnene ved højtider, hvor der tradition for det, f.eks. til julegrød.

Hvis vi kommer på besøg hjemme hos et barn i en forbindelse med dets fødselsdag, skal reglen om slik og sodavand også følges der.

Dit barn kan dele frugt eller boller ud til sin fødselsdag og afskedsfest.

Særlige behov

Så længe det ikke medfører uhensigtsmæssigt mere arbejde for køkkenpersonalet, imødekommer vi særlige ønsker om kosten, f.eks. vegetarmad, udeladelse af visse produkter, mælk som drikkevare m.m.

Hvis dit barn har allergi, som vi skal tage hensyn til i kosten, skal vi have en lægeerklæring. Du aftaler derefter med køkkenmedarbejderen, hvordan dit barns kost skal sammensættes.

Hyggelige måltider

Ved måltiderne der er fokus på samvær og tid til at spise. Vi ønsker, at børnene skal forbinde måltiderne og det at spise sammen med noget godt. Børnene skal opleve, at de er en del af et fællesskab.

Børnene lærer almindelig bordskik, såsom at vente til det bliver deres tur, sende videre m.m. De øver også selvhjulpenhed, f.eks. ved at dække bord, hælde op, smøre mad osv.

Vi stimulerer børnenes sanser under måltidet med f.eks. madens farve, konsistens og lugt. Vi præsenterer så vidt muligt råvarer for børnene hele, f.eks. rødbede, porre, kartoffel osv.